Volkswagen skyder sommeren i gang med T-Roc Cabriolet til priser fra 366.996 kr.

Volkswagen giver den populære T-Roc en ny dimension med introduktionen af cabriolet-versionen, der kombinerer det bedste af to verdener under ét tag. T-Roc Cabriolet kombinerer cool SUV-appeal med en intens vind-i-håret-køreoplevelse til priser fra 366.996 kr.

Volkswagen-mærket har en mangeårig tradition inden for cabriolet-segmentet, der rækker helt tilbage til den første Boble Cabriolet i 1949. Nu fører T-Roc Cabriolet traditionen videre og tilføjer samtidig konceptet en ny dimension ved at være den første cabriolet i segmentet for kompakte crossover-modeller. T-Roc Cabriolet emmer af ubegrænset frihed, vitalitet og køreglæde med sin unikke kombination af SUV’ens robuste og cool designudtryk og muligheden for på få sekunder at åbne kalechen og lukke sommer og sol ind.

Chefdesigner Klaus Bischoff og hans team har fusioneret T-Rocs dynamiske og karismatiske design med et cabriolet-karrosseri, så resultatet er en elegant coupé, når kalechen er oppe, og en stilren cabriolet, når kalechen er foldet ned. I cabriolet-versionen er T-Rocs karrosseri forvandlet fra en 5-dørs til en 2-dørs med et separat bagagerum, der rummer 284 liter. T-Roc Cabriolet måler 4.268 mm i længden, hvilket er 34 mm længere end hatchback-versionen, men med en højde på 1.522 mm er cabriolet-versionen til gengæld 50 mm lavere takket være en lavere frontruderamme. T-Roc Cabriolet står med en frihøjde på 156 mm, hvilket gør den egnet til at forcere lettere terræn.

T-Roc Cabriolet følger i hjulsporene på Beetle og Golf Cabriolet ved ligesom dem at være udstyret med en klassisk kaleche i tre lag. Den er elektrisk betjent, og ved et tryk på en knap åbnes kalechen på 9 sekunder og lukkes igen på 11, hvilket også er muligt, mens bilen kører med hastigheder på op til 30 km/t. Når kalechen åbnes, foldes den sammen i et Z-format nede bag bagsæderne, hvor den forreste del af taget, der består af et hårdt element, lægger sig som et cover over den sammenfoldede kaleche.

Kørekomforten er i top med kalechen lukket til, hvor den 3-lags kaleche og effektive lister langs døre og sideruder sikrer et lavt støjniveau i kabinen. T-Roc Cabriolet er desuden udstyret med en windbreaker, der monteres bag forsæderne og reducerer turbulens i kabinen, når bilen kører med kalechen nede.

Sikkerheden er naturligvis optimeret, når man i T-Roc Cabriolet ikke længere har et fast tag over passagerernes hoveder. Registrerer bilens sensorer en risiko for, at bilen kan rulle om på taget, aktiveres et sikkerhedssystem, og på et splitsekund popper to tykke paneler op bag nakkestøtterne på bagsædet. Ydermere er karrosseriet på T-Roc Cabriolet forstærket adskillige steder for at kompensere for manglen på et fast tag.

T-Roc Cabriolet tilbydes i to udstyrslinjer, henholdsvis den klassisk elegante Style og den sportslige R-Line. T-Roc Cabriolet Style tilbydes i to motorvarianter, en 115 hk 1,0 TSI med 6-trins manuel gearkasse til 366.996 kr. og en 150 hk 1,5 TSI med 7-trins DSG-gear til 409.995 kr. Style-versionen kommer standardudstyret med bl.a. 17” Mayfield-alufælge, kromelementer på for- og bagstødfanger samt hen langs siderne på bilen, adaptiv fartpilot, komfortsæder, 2-zoners klimaanlæg, hvid ambientebelysning, Lane Assist, læderbeklædt multifunktionsrat og Radio Composition Media infotainmentanlæg med 8” touchskærm.

Den sportslige R-Line-version tilbydes udelukkende i kombination med 1,5 TSI-motor og 7-trins DSG-gear og koster fra 459.995 kr. Visuelt adskiller R-Line sig fra Style-versionen ved at være udstyret med indfarvede R-Line-design stødfangere for og bag, indfarvede paneler nederst på siderne af bilen, R-Line-logoer og mørktonede LED-baglygter, mens interiøret byder på et læderbeklædt multifunktionssportsrat og lækre sportkomfortsæder med indtræk i en kombination af stof, leatherette og ArtVelour. Køreegenskaberne er mere direkte og dynamiske takket være en strammere sportsundervogn (10 mm lavere), et progressivt styretøj (2,1 omdrejninger stop-til-stop mod 2,7 i Style) og køreprofilindstilling, der giver føreren mulighed for at tilpasse gearskifte, motorrespons og affjedring (hvis udstyret med adaptiv undervogn) til den givne kørselssituation. T-Roc Cabriolet 1,5 TSI R-Line accelererer fra 0 til 100 km/t. på 9,6 sek., har en topfart på 205 km/t. og kører op til 14,9 km/l ved blandet kørsel.

Du finder en komplet prisliste på T-Roc Cabriolet her.

Du kan finde mere pressemateriale på T-Roc Cabriolet her.


Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk